Det er lykkedes at holde Grækenland inde i Euroen. I hvert fald for en stund. Topmødet efterlader Grækenland og Tyskland stærkt forslået.
I det sidste halve år har vi oplevet en græsk regering (ledet af “Det radikale venstre – Syriza”), som har set stort på de aftaler og den hjælp, Grækenland hidtil har indgået og modtaget. Regeringen har endda stimuleret finanspolitikken og gjort den græske budgetsituation endnu mere uhåndterlig Den ny aftale, som blev indgået i morges, er langt skrappere end den aftale, Syriza-regerigen stædigt har afvist igennem 5 måneder. Så hvad skulle de 5 måneder gøre godt for?
Gennem Tysklands lederskab af høgene i Eurozonen, sender aftalen et klart signal til gældsprægede lande, som i fremtiden kunne driste sig til at gentage det græske eksperiment.
Men der er også bred enighed om, at Tyskland gik for langt i sin offentlige afstraffelse af Grækenland. Der er, ikke mindst for Frankrigs side, blevet sat et stort spørgsmålstegn ved Tysklands rolle i EU. Gamle spøgelser er kommet ud af skabet. Ikke mindst efterlader topmødet den tyske finansministers troværdighed og habitus i laser. Ikke nok er det blevet afsløret, at Wolfgang Schäuble har haft personlige interesser i sit forslag om, at Grækenland skulle overføre €50 mia. i værdifulde aktiver til en international fond i Luxembourg, han gik også langt over stregen ved at angribe den europæiske centralbanks troværdighed og kompetence som uafhængig institution. At dette angreb skulle komme fra en tysker, havde ingen set komme.
Aftalen er uhyre vidtgående.
• Den forpligter Grækenland til gennemgribende reformer af dets skatte- og pensionssystem, til at indføre “kvasi-automatiske” udgiftsreduktioner og til af afpolitisere og uafhængighedsgøre det græske embedsmandssystem. Det er mere vidtgående end det tyske system, og det vil effektivt afmontere græsk suverænitet på det finanspolitiske område.
• Samtigt skal Grækenland overføre €50 mia. (vel svarende til finanseringen af 12 storebæltsbroer, eller 25% af det græske bruttonationalprodukt) i værdifulde aktiver (værdi af statsejede græske virksomheder) til en uafhængig fond. Aktiverne skal herefter sælges til at finansiere en rekapitalisering af de græske banker (50%), hvilket i sig selv er kontroversielt – hvor skal bankerne nok en gang favoriseres?). Det eneste formildende er, at fonden kommer til at ligge i Athen, og at den bliver græsk styret, omend med international overvågning.
• Grækenland skal også liberalisere sine produktmarkeder på en mere vidtgående måde, end man ser der i Tyskland og en række andre lande. Fx. skal butikshandelen også være åben om søndagen. Dette er ikke tilfældet i tyske byer eller i Bruxelles.
Meget mere kan man læse om i aftalen: Aftale om Grækenland (EU-topmødeerklæring)
Hvis man ønsker Grækenland det godt, kan man håbe på, at de radikale reformer vil genskabe de internationale investorers tillid til den græske økonomi, så der kan komme gang i væksten igen. EU vil gøre sit til at bidrage. Der er i aftalen afsat €35 milliarder til vækstinitiativer. Og der er mere at hente hos IMF, som dog (til stor fortrydelse for den græske regering) nu bliver fysisk til stede i Athen fra 2016.
Aftalen er kun et udgangspunkt i en genstart af forhandlingerne med Grækenland. Der vil blive forlangt mere af landet i fremtiden. Hvordan Grækenlands politiske system, som delvist bygger på en 500 årig tradition i det Osmanniske rige, men domineret af vestlige-liberale principper om demokrati, skal kunne bære dette, er et godt spørgsmål. Man må gøre sine egne tanker.
En ting har weekendens begivenheder dog understreget: En fælles mønt kan ikke fungere uden en fælles finanspolitik. Den kan ikke fungere uden en stærk politisk overbygning, som tvinger medlemslandene til at afgive deres penge- og finanspolitiske suverænitet.
Det har Grækenland så valgt at gøre. Spørgsmålet er hvor længe?