Med lørdagens Eurogruppemøde lurer Grexit stadig lige om hjørnet, for landet trådte kun ét skridt tilbage fra afgrunden i går.
Alexis Tsipras store bedrift er, at han i går samlede hele det græske parlament minus de de mest vanvittige yderfløje i europæisk politik. Det var en “rally around the flag” bedrift. Han gjorde det, selvom han ofrede den mest radikale venstrefløj i sit eget parti, Syriza, Denne venstrefløj kan ikke sammenlignes med den tilsvarende i det danske søsterparti, Enhedslisten. Vi skal ud i det yderste af det yderste af 70’ernes Venstresocialisterne (VS), som Enhedslisten bygger videre på.
Tsipras store selvmål var han bragte Grækenland milimeter fra Grexit. Hans taktik byggede i bogstaveligste forstand på ‘brinkmanship’. Strategien havde til formål at få de europæiske kreditorlande til at forstå, at den græske gældsudvikling ikke er holdbar, og at der er behov for endnu en haircut af gælden. Resultat blev, de mest hardcore aktørmodparters tillid til grækerne blev totalt slidt ned.
Og den bliver ufattelig svært at genopbygge, så længe Syriza er ved roret. Og det kan de blive en god rum tid endnu. For hos de græske vælgere, er tilliden til Syriza tårnhøj nu. Ved valget fik partiet 33% af stemmerne, en lille finger fra et absolut flertal grundet det særlige græske valgsystem. Partiet er i den seneste meningsmåling går 13% frem, hvilket er vanvittigt meget også i græsk politik, og ved et nyvalg vil partiet sidde med et stort absolut flertal.
Syrizas hårdeste modpart er ikke Tyskland. Tyskland er en for løs og sammensat størrelse. Den værste modpart er Merkels eget søsterparti, CSU. CSU rumsterer kun i Bayern, men det er stort parti. Det er et meget konservativt parti, som har en stolt tradition for at være strengt nationalistisk og se stort på Tysklands europæiske ansvar. Det er ikke nogen tilfældighed, at de mest højreorienterede og nationalistiske bevægelser i de sidste 100 år kommer fra denne provins. Partiets budskab i denne sag: Grækenland har aldrig haft nogen plads i eurosamarbejdet. Det er blevet slået fast med syvtommersøm nu. Det er der kun én løsning på: Grexit. Og Grækenland bliver ikke det første land, der vil blive sparket ud. Andre sydeuropæiske lande venter.
Hovedparten af den anden fløj i den store regeringskoalition, SPD, er betydeligt mere medgørlige.
Så det store spørgsmål er: Hvor placerer Merkel og finansminister Schäuble (begge CDU) sig?
Bild (hvis rapportering altid skal tages med et stort grant salt) rapporterer i dag, at Merkel og Schäuble er uenige.
Merkel ønsker ikke at skrive sig ind i historien som den tyske kansler, som vente ryggen til efterkrigstidens tyske Europapolitik til fordel for nationale særinteresser.
Schäuble mener derimod, at det nærmest bliver en umulig opgave at genopbygge tilliden til grækerne igen. Tiden er allerede rindet ud, og dagens Eurogruppe-møde er nærmest formålsløst. Ved indgangen til mødet udtalte, Schäuble sig lidt i samme toner. Tilliden er på nulpunktet og der skal langt mere til, end det forholdsvis tynde dokument, som nu er blevet stemt igennem i det græske parlament.
Hvad kommer der til at ske?
Hvis man trækker på historien, og der kan man gå helt tilbage til Financial Times rapport i 1968 om, at ‘den tyske økonomiske kæmpe var holdt op med at opføre sig som en politisk dværg’ — og tiden frem -, så bliver udfaldet, at Tyskland i princippet gerne vil beholde grækerne i euroen, men det bliver på stærkt skærpede betingelser.
Disse nye betingelser skal Alexis Tsipras igen præsentere det græske parlament for-, og som bliver langt sværere at samle et flertal for. Og så står vi måske i den umulige situation, som presser Grækenland ud af euroen.
De politiske følgevirkninger af dette er ikke så svære at forudsige: Grækenland vil gå besærk i dets fjendtlighed over for Tyskland, og det nynazistiske Gyldent Daggry vil vejre ny morgenluft Og Frankrigs, Sydeuropas, IMFs og USAs vrede og frustration, vil blive direkte rettet mod Angela Merkel.
Hun vendte vitterligt ryggen til hele efterkrigstidens Europapolitik. Kan tilliden til Tyskland nogensinde genskabes?
Historien viser, at Tysklands europæiske modparter som regel æder de nye tyske krav. Men de gør det ikke altid, når kravene skal implementeres.
Grexit kan stadig blive en realitet om nogle måneder.